Holmstrup Kirke

Kirken ligger på en mod øst skrånende bakke, i den lille landsby, som omkranses af skovklædte bakkedrag. Tæt øst for kirken løber Slagelse-Nykøbing landevejen, der 1968 er ført uden om landsbyen. Denne hovedfærdselsåre passerer en kilometer sydligere Bromølle kro, der gennem århundreder har markeret den eneste vej gennem den store Åmose.

I Roskildebispens jordebog er kirken ansat til seks øre og kaldes Læsøholm (Læsyoholm) kirke efter den gård, som Absalon 1198 skødede til Sorø kloster. I jordebogens fortegnelse over bispetiende til Dragsholm nævnes Læsøholm imidlertid ikke længere, og i stedet optræder to nye sogne, Holmstrup (Holms-torp) og Avnsø (Aghnesiæ). Der er øjensynlig sket en sognedeling, hvorved det store sogns nordvestlige del omkring Avnsø er skilt ud som selvstændigt område. Tidspunktet for denne ændring kan sættes til tiden mellem 1323 og jordebogens affattelse i 1370’erne.

Bygningsrester, påvist under gulvene, viser, at den usædvanlig store landsbykirke er en senmiddelalderlig afløser for en kirke af mere gængs form. Ombygningen skal utvivlsomt ses i sammenhæng med dyrkelsen af S. Søren (hvortil kirken er viet (jfr. korbuebjælke)) og valfarten til helligkilden syd for kirken. Initiativtageren til kirkens ombygning har øjensynlig været Roskildebispen Niels Skave, der med gavebrev 1489, skænkede to gårde til sjælemesser for sine forældre og søskende i den af ham byggede S. Søren i Holmstrup. At en ombygning har fundet sted ved denne tid omtales tillige i en sekundær og nu forsvundet indskrift, som meddelte at »kirken repareret er 1492.

Helligkilde. Syd for kirken findes S. Sørens kilde. Hvor tidligt miraklerne ved denne kølnske bispehelgen har fundet sted vides ikke og selve kilden – udgangspunkt for valfart og markeder – nævnes først eksplicit i præsteindberetningen 1748. 1892 var kilden en stensat brønd, 1921 blev den oprenset og den gamle brøndsætning erstattet af cementcisterne, hvorover der o. 1934 opsattes en nu fjernet vindmotor til oppumpning af vandet.

Sagn. Om kildens oprindelse fortæller et sagn følgende. En munk fra Antvorskov kloster, som havde været i Det hellige Land, sov ind på grund af træthed og tørst, da han kom hertil. Da han vågnede, sprang en kilde frem, hvori han kunne slukke sin tørst. Kilden blev anset for hellig, og den blev besøgt af mange som hjælp mod sygdomme.

BYGNING

Den store valfartskirke er et treskibet langhus med tårn i vest og sakristi i nord samt et senere tilføjet våbenhus foran kvindedøren. Kirken synes påbegyndt o. 1490 og er bygget i etaper fra vest mod øst som afløser for en ældre kirke, hvis nedbrydning er sket sideløbende med opførelsen af den nuværende. Våbenhuset er antagelig fra o.1525. Orienteringen afviger mod syd.

BYGNINGSHISTORIE

Som omtalt i indledningen må biskop Niels Skaves gavebrev 1489 formodes at have givet væsentlig økonomisk støtte til kirkens ombygning i den skikkelse, hvori den nu fremtræder. Årstallet 1492, der anføres i de fleste håndbøger, hidrører som nævnt fra en nu forsvundet, sekundær indskrift i tårnet med omtale af kirkens »reparation«. Omend der således ikke er overleveret sikre holdepunkter for en sådan præcis datering af byggeriet, så peger de nævnte kilder foruden dele af kirkens udstyr utvetydigt mod en påbegyndelse i Niels Skaves embedstid (1485-l500).

Kan der således ikke sættes præcis dato på kirkens opførelsestid, så kan man til gengæld ved iagttagelse af mure og tagværker sammenholdt med kendskabet til den nedrevne kirke udlede hovedfaserne i byggeriets gang, der er gennemført etapevis fra vest mod øst.

Første byggefase. Ombygningens første fase repræsenteres af det svære tårn, som er rejst efter nedbrydningen af den mere beskedne forgænger ved den ældre kirkes vestgavl. Aldersfølgen mellem den nuværende kirke og dens tårn fremgår af, at førstnævnte er bygget sekundært op mod tårnet.

Selve tårnet synes bygget i tre etaper. Dette fremgår af farveskift i teglstenen, der på denne måde danner to vandrette skel, tydeligst på vest siden: Først to skifter under tredje række af bomhuller over mellemstokværkets glug, dernæst ved taggavlenes fod.

Anden byggefase. Kirkens ydermure, dvs. sideskibenes og koromgangens vægge, er bygget uden om den gamle kirke og tilmed rejst i flere tempi. Nordmuren er bygget i ét stræk fra tårnet til det senere nedrevede sakristi. Søndre sideskibs mur er først bygget efter nedbrydningen af det gamle våbenhus og derefter rejst i et stræk.

 Tredje byggefase indledtes med nedrivning af det gamle skib, hvorefter man formentlig har indsat en midlertidig skillevæg (af træ) med døråbning i korbuen. På det gamle skibs plads, men formentlig bevidst forskudt i forhold til dettes fundamenter, opførtes nu midtskibets tre vestligste pillepar med tilhørende arkade- eller højkirkemure. Grænsen mellem kirkens tre vestlige og tre østlige pillepar med tilhørende overmure aflæses af en let skævhed i planen.

Fjerde byggefase bestod i videreførelsen af søndre sideskibsmur og den hermed forbundne korgavl, der blev lagt tæt omkring det endnu fungerende langhuskor.

Femte byggefase indebar nedrivningen af langhuskoret og dets sakristi, hvorefter de manglende østre piller og højkirkemure omkring midtskibet kunne rejses. Endvidere lukkede man det hul på kirkens nordside, som var opstået ved sakristiets fjernelse. Herefter fulgte opstilling af tagværket over kirkens østende. Endelig var tiden moden til udførelse af korets knækkede taggavl.

Sjette byggefase omfattede indbygning af hvælv i alle tre skibe. Da disse virker ensartede i udformning, er det naturligt at opfatte dette arbejde som en samlet opgave, hvilket naturligvis ikke udelukker, at hvælvslagningen kan være påbegyndt i kirkens vestre del, så snart dette var lagt under tag.

BYGNINGSBESKRIVELSE

Den treskibede kirkes plan svarer i princippet til normen for et større antal gotiske købstadskirker: Der er tre skibe, skilt af to rækker med hver seks piller (svarende til apostlenes antal). Der er ikke noget markeret alterhus; men midtskibets andet hvælvfag tjener som kor, afskærmet af stole og skranke (med altertavle) mod sideskibene, der fungerer som koromgang. I sin opbygning repræsenterer kirken en krydsning mellem basilika og hallekirke – en bygningstype, der har nydt betydelig yndest i vort senmiddelalderlige kirkebyggeri.

Udvendig prædikestol. På sydmuren, umiddelbart øst for den blændede præstedør, ses i højde med dørspejlets top to bomhuller, der adskiller sig fra de øvrige ved at være to skifter høje og strække sig ca. 70 cm ind i murlivet. Hullerne, der må have tjent til indsætning af svære stikbjælker, udgør teknisk set en parallel til de bomhuller, der kendes fra de øvre stokværk i talløse gotiske kirketårne samt udvendige svalegange i byernes profane byggeri. I denne sammenhæng må bjælkerne have båret gulvet i en udvendig prædikestol. På det foreliggende grundlag er det vanskeligt at ytre sig om stolens udformning i detaljer, bl.a. med hensyn til trappeopgangens anbringelse. Derimod kan der ikke herske tvivl om, at de to »almindelige« bomhuller – henholdsvis 12 og 17 skifter over de formodede gulvbjælker har sammenhæng med prædikestolen. Udvendige prædikestole kendes inden for middelalderens hjemlige kirkebyggeri kun i et par eksempler. I udlandet, hvor fænomenet er bedre dokumenteret, forekommer udvendige prædikestole ikke sjældent i tilknytning til valfartskirker, hvor store menneskemængder er samlet ved bestemte lejligheder. Det er nærliggende at forestille sig lignende formål med Holmstrups udvendige prædikestol.

Døre. Kirken har fire oprindelige døre, hvoraf kun den nordre mellem våbenhus og skib fortsat er i daglig brug. Syddøren benyttes kun undtagelsesvist, og en præstedør østligst i sydmuren har længe været tilmuret i selve døråbningen; endelig er døren mellem sakristi og nordre koromgang en rekonstruktion, der indtil videre står blændet.

Vinduer. Kirkens ydermure gennembrydes af regelmæssigt fordelte vinduer, et for hvert hvælvfag, undtagen i de tilfælde, hvor der i stedet findes døråbninger. I nordre sideskibs vestgavl er der yderligere indsat et vindue, mens et tilsvarende er udeladt i syd, hvor det til dels ville blive dækket af tårnets fremspringende trappehus.

De eksisterende, blyindfattede ruder, som støttes af lod- og vandrette jernsprosser, er alle af nyere dato, fra 1980’erne, da vinduerne fornyedes etapevis. I øvrigt nævnes udskiftning af vinduer flere gange, således er den tidligst bevarede oplysning herom fra 1713.

INVENTAR

Oversigt. Om inventaret i den oprindelige kirke vides meget lidt. Kun ganske få stykker er overflyttet til den nye, større kirke; det gælder den enkle, romanske døbefont af granit og den siddende Maria med barnet, som må have haft plads på et sidealter. Hvad angår kirkens øvrige inventar savnes en nøjagtig datering af de ældste og vigtigste stykker såsom altertavle, alterkalk, korstole og korbuekrucifiks. Tilblivelsestidspunktet må for alle deles vedkommende sættes til slutningen af 1400’rne eller 1500’rnes første år.

Samtidig med den nye kirke er i hvert fald alterbordet og antagelig den store gotiske højaltertavle samt midtskabet af en sidealtertavle, hvori står to figurer: Johannes Døberen og en biskop, som kan formodes at være S. Søren, dog mangler det bestemmende attribut. Desuden må i det mindste en af kirkens dørfløje anses for at være oprindelig. Den anden, nemlig indgangsdøren til våbenhuset stammer snarest fra et lidt senere tidspunkt i 1500’rne. Dette århundrede er i øvrigt repræsenteret med et par alterstager af malm og stolegavle anskaffet i flere omgange; i det følgende århundrede opstilledes endnu flere, hvoraf kun et mindre antal gavle er bevaret. Den store pengeblok og et vægskab, der sekundært er indmuret i præstedøren i sydsiden, er uden daterende detaljer, men må antages at stamme fra 15-1600’erne. Årstallet 1647 læses på den karakteristiske prædikestol, hvis ophavsmand yderligere har sat sit navn på den; det er den kendte billedskærer Lorentz Jørgensen fra Holbæk.

1700’rne er kun i ringe grad repræsenteret. Kirkens eneste klokke er støbt 1793; jævnaldrende hermed er antagelig tårnuret, som dog næppe oprindelig stod her. Ved 1800’rnes midte indkøbtes en oblatæske og alterkande af den ofte benyttede type fra Den kongelige Porcelænsfabrik, og i slutningen af 1800’erne opstilledes et antal nye bænke i den vestlige del af kirken.

Alterbord, fra korets opførelse, af tegl. Det er muret op ad og tilsyneladende i forbandt med skrankemuren mellem de to østligste piller. Bordet står hvidtet. Midtpå findes en helgengrav, dækket af en grålig sten. Nedenunder ligger der nogle knogler. Ifølge præsteindberetningen 1748 fortaltes dengang, at nogle katolske pilgrimme omtrent 40 år tidligere under en rundvisning i kirken havde stjålet S. Sørens ben i alterbordet. Præsten, der frygtede provstens vrede, havde fået det råd, på marken eller kirkegården at opsøge nogle ben, der lignede de stjålne og lægge dem som erstatning, hvilket var sket. Disse var imidlertid kort efter blevet stjålet af andre pilgrimme, og »siden findes her ikke S. Sørens ben i Holmstrup«. 1812 var helgen graven tom.

Altertavlefra 1400’rnes slutning. Det er en sengotisk skabstavle, med to, nu faste fløje. I midtskabet ses en fremstilling af Korsfæstelsen flankeret af helgener og helgeninder og i fløjene seks scener af lidelseshistorien; på ydersiderne af de nu olivenfarvede fløje sås 1830 malede scener af Jesu liv. Midtskabet rummer foruden korsfæstelses fremstillingen seks små helgenfigurer, tre til hver side, anbragt over hverandre svarende til fløjenes inddeling. Omkring det store korstræ, som nu er malet, og de tre korsfæstede, ses talrige engle; de tre holder kalke til at opsamle blodet fra Kristi vunder, to nagler (oprindeligt antagelig tillige andre lidelsesredskaber), mens englen over den gode røver har båret dennes sjæl i form af et spædbarn svarende til djævelen over den onde røver. I gruppen under den gode røver støttes den segnende Maria af Johannes og Maria Magdalene; bagved står bl.a. den blinde Longinus og soldaten, der hjælper ham med at støde spydet i Kristi side. Neden for korset sidder skriveren, skåret i en træblok for sig selv. I den onde side ses ypperstepræsten foruden høvedsmanden pegende op på den korsfæstede, desuden soldater og ved Jesu kors en knægt, der spotter ham.

Blandt helgenfigurerne kan tre bestemmes, resten mangler det attribut, som kunne identificere dem. De synes at have stået anderledes tidligere. I dag er rækkefølgen, begyndende foroven til venstre (dvs. i nordsiden): Katarina, nu uden hjul, men med bog i venstre hånd, S. Olav, som holder ciborium i højre hånd og (fornyet) scepter i venstre, højre fod træder på drage med kronet mandshoved visende kongens egne træk. Underst antagelig S. Nikolaus (bl.a. de rejsendes patron) fremstillet som skægget biskop med staven i den ene hånd og den anden løftet til velsignelse. De tilsvarende figurer i syd fremstiller Barbara holdende tårn, derunder Margrete, kronet, med djævlemasker i højre hånd, attributtet i venstre mangler. Nederst står en biskop med spyd i højre hånd og lukket bog liggende på den fremstrakte venstre, antagelig S. Søren? Fløjenes fremstillinger af lidelseshistorien begynder i nordsiden og skal ses oppe fra og ned. I modsætning til midtskabet er der ingen fodstykker her. Øverst Jesu bøn i Getsemane have. Billedet har to planer adskilt af et flettet hegn, som en af soldaterne er ved at skræve over. I forgrunden til højre knæler Kristus foran en klippe, på hvis top kalken er opstillet; en djævel stikker hovedet ud af en åbning forneden. Bag Kristus sidder tre sovende apostle (Peter, Johannes og Jakob); Johannes er fremstillet i profil, mens soldaterne på den anden side af hegnet ses frontalt. Længst til venstre står Judas med pengepungen på maven og peger på Jesus. Næste scene viser Tilfangetagelsen, således at man til venstre ser Judas omfavne Jesus, mens en soldat holder fast i ham. Til højre står Peter med løftet sværd efter at have hugget øret af Malkus, ypperstepræstens tjener. I nederste felt fremstilles Jesus for Pilatus; denne ses til venstre i billedet, mens Jesus er ved at blive ført bort. Pilatus vasker sine hænder, og en tjener står med kande i hånden for at hælde vand op.

Foroven i sydfløjen er fremstillet Hudflettelsen; her er Jesus naglet fast til martersøjlen, og to bødler pisker ham, mens den ene ydermere trækker ham i håret. Scenen foregår foran en malet mur. Samme mur gentages i feltet nedenunder, som viser Tornekroningen; dog mangler nu bødlernes redskaber. Jesus sidder på en bænk midt i feltet; ved hans venstre side knæler en hornblæsende knøs, som håner jødernes konge ved sin tuden. Til sidst ses Korsbæringen, hvor Jesus tynget drives af sted af soldaterne, mens Simon af Kyrene hjælper med at bære det tunge korstræ. Bag ham Maria og Johannes og ved siden af dem en jøde, der pifter i fingrene. Forrest i optoget går en knægt med en kurv til naglerne over armen.

Endnu 1830 sås malerier forestillende scener af Jesu liv, bl.a. Omskærelsen på fløjenes bagside.

Sidealtertavler. 1) Maria med barnet, fra 1375-1400. Maria, der sidder på en bænk er fremstillet frontalt med barnet på højre knæ. På det let foroverbøjede hoved bærer hun krone, hvor nu kun to kronetakker formet som gotisk korsblomst er bevaret. Ansigtets spidse hage understreges af den lange, lige næse. Hun er iklædt lang kjole med glat liv hvorover en kappe, som ligger stramt på skuldrene og holdes ind af armene, mens den fra skødet falder folderigt ned over kjolen, hvorunder et par spidse sko kommer til syne. I venstre hånd holder Maria et nyt scepter, med højre fatter hun om barnet. Det er iklædt langærmet kjortel, ligeledes med glat liv og mere vidde i nederdelen, som mellem benene falder i v-formede folder og til siden i blødere svungne. I højre hånd ligger et stort æble, med venstre rækker han glad smilende noget, der ligner en klods op til moderen. Hovedet er rundt med tætte, flade krøller.

2) fra sidste halvdel af 1400’rne er bevaret midtskabet med to figurer forestillende Johannes Døberen og en biskop, sandsynligvis S. Søren. I siderne ses spor af hængsler til fløje. Figurerne står på glat fodstykke; over dem er anbragt to kølbuer og stavværk. Johannes bærer folderig kappe holdt oppe af højre arm, således at benet lades frit. Med hånden peger han på lammet, der ligger på lukket bog. Hans hår og skæg består af lange, krøllede lokker. Bispen bærer kjortel med kappe og på hovedet mitra (bispehue). Højre hånd holdes opad med løftet pegefinger, i venstre ny, knækket bispestav.

Font, romansk, af granit, af såkaldt Kalundborgtype, svarende til bl.a. Føllenslev og Bjergsted. Foden, der er formet som en firkantet klods, med skamferet tovstav foroven, er hugget for sig. Den bægerformede kumme med tilsvarende, men bedre bevaret tovstav ved mundingsranden, er fyldt op med cement. På kantens overside ses yngre, indhuggede initialer »WN« og »MN«. 1748 stod fonten i tårnrummet.

Korbuekrucifiks, fra 1400’rnes slutning, opstillet på korbuebjælke sammen med Maria- og Johannesfigur. Kristus hænger i skråt strakte arme med hovedet bøjet mod højre skulder, hvor to hårlokker falder ned; kindskægget er fremstillet med tilsvarende, parallelle lokker. Øjnene er halvt lukkede, næsen lang og lige. Partierne omkring skuldrene og især halsen er usædvanlig grove; de strakte fingre understreger indtrykket af hændernes størrelse. Midjen er tydeligt markeret og fremhæves yderligere ved dybe lodrette indsnit i siderne. Det forholdsvis smalle lændeklæde har tætte folder, der brydes på midten af en snip, som kommer frem mellem lårene, mens en anden hænger langs med venstre hofte og når ned til knæene. Benene er magre, fødderne overlagte, højre øverst, med hudfolder omkring naglen. Flere af de karakteristiske træk, især udformningen af hals og midje, men også fodens hudfolder genfindes på krucifikserne i Øde Førslev og Fyrendal.

Korstræet har korsblomster langs kanten og for enderne firpas hvori evangelistsymboler med skriftbånd. Ved Kristi venstre hånd Markusløven, ved den højre Mattæusenglen, foroven Johannes’ ørn og forneden Lukasoksen. I korsskæringen glat cirkelfelt og derover nyere(?)indskriftbånd hvorpå »Inri«. Den lodrette korsarm er tappet ned i bjælken og foroven støttet af en jernstang ført gennem hvælvet.

Sidefigurerne er rundt skårne med markering af klædedragten på ryggen; de står på et glat, næsten cirkulært fodstykke, som rager uden for korbuebjælken og ligesom korstræet er tappet ned i denne. Begges ansigter er fyldige, med lidt fremstående øjne. Maria har foldet hænderne i bøn foran brystet. Hun er iklædt kjole og bærer derover en kappe, som holdes op under venstre arm, så den falder i v-formede, knækkede folder over hendes venstre ben, mens højre lades frit, og en spids sko stikker frem. Kappen er lagt over hovedlinet, som ved panden er forsynet med en plisseret kant. Johannes er også iført lang kjortel med lodrette folder, der forneden bøjer hen over fodstykket. En bred krave er ligesom kappen tydeligt angivet på figurens bagside. Kappen ligger på højre skulder og løftes op af højre hånd, som meget stift fører hen mod den bog, Johannes med venstre hånd støtter på maven. Det skulderlange hår ligger i tætte, regelmæssige krøller over hovedet. Korbuebjælken er bemærkelsesværdig ved sin indskrift, der ikke som vanligt er udført i relief eller indskåret, eventuelt malet, men i gennembrudt arbejde, i ét med den omgivende ramme; denne er delt i to dele, ikke som det skulle forventes på midten, men lidt til højre (syd) for. Såvel begyndelsen som afslutningen er ved den nuværende placering skjult i murpillernes huller. Indskriften på latin med minuskler oplyser: »Glorioso confessori s(anc)to severi(n)o hoc in loco divis miraculis ad , opem mortaliu(m) divinitus chorus sa(n)ti fabricatus est cor(por)is …« (Det hellige legemes kor er bygget til ære for den herlige bekender S. Søren på grund af de på dette sted ved guddommelig følelse skete guddommelige mirakler til de dødeliges hjælp.

Prædikestolen med samtidig opgang og dør samt himmel er ifølge signaturen med reliefskårne versaler på et af topstykkerne udført af Lorentz Jørgensen 1647. Stolen har syv fag med gammeltestamentlige fremstillinger i felterne, som adskilles af apostelhermer.  Andre apostle flankerer opgangens dør og adskiller panelets to glatte felter.

Kurvens felter forestiller scenerne: 1) Adams skabelse, 2) Evas skabelse af den sovende Adams ribben, 3) Herren viser Adam og Eva Kundskabens træ, 4) Syndefaldet, hvor Eva rækker Adam æblet, mens en påfugl strækker sig op efter en af de frugter, hun holder i den anden hånd; ved foden af træet sidder en abe, 5) Adam og Eva skjuler sig i havens buske, en liggende hjort udfylder pladsen under Gud Fader, som kommer til syne over træernes kroner, 6) Uddrivelsen af Paradis, englen med palmegren i højre hånd sidder i en sky, scenen indrammes af træer, 7) Efter uddrivelsen arbejder Adam med at grave, Eva spinder på håndten.

Felterne adskilles som nævnt af apostle. Ikke alle lader sig identificere, da deres eneste attribut er en opslået bog. Nærmest opgangen står Filip med latinsk kors, de to følgende holder kun bog, derefter ses Thomas med vinkel, Judas Taddæus med kølle, Simon med sav, Mattæus med hellebard og Mattias med økse. Ved dørstolperne ses Andreas foran korset og med åben bog til den ene side, til den anden Peter med nøgle og på den indvendige side Jakob den yngre? med valkestok og åben bog, endelig mellem opgangspanelets to glatte felter Johannes holdende kalk.

Stolen står med en forholdsvis velbevaret oprindelig, partiel staffering med oliefarver på overordentlig tynd kridtgrund. Indskrifterne er med forgyldt fraktur på sort bund, i postamentet: »I Skulle Giøre Efter/ Ordet oc Icke alleniste/ Høre det, med hvilcket/ I bedrage Eder self iac. I/ Salige ere De som/ Høre Guds Ord/ Oc bevare det LVC. II« og i gesimsfrisens felter: »Bedrer eder oc troer evangelio mar. 1./ Om Iesu vidne Alle/ Propheter at alle/ De som tro/ Pa(a) han(n)em ved hans/ nafn hafuer syndernis/ forladelse, Act. 10«. I kartoucherne i kurvens felter refererer indskrifterne til de reliefskårne scener ovenover begyndende med Adams skabelse: 1) »Gen. 1. v. 26. Lader os giøre et menniske Til vort Billede«, 2) »Gen. 2. v. 18. Ieg vil Giøre Hannem En medhielp.«, 3) »Gen. 2. v. 17. Hvilcken Dag du æder Deraf Skalt du døe«, 4) »Gen. 3. v. 7, Da oplodes deris øyen at de vaare nøgne«, 5) »Gen. 3. v. 10. Ieg Hørde din røst oc fryctede thi skiulte ieg mig«, 6) »Gen. 3. 24. Gud sette cherubim, at være veien Til Lifsens træ«, 7) »Gen. 3. 19. I dit ansictis Sued. Skal du æde brød«, og på himlen: »Raab Høit Spar icke (din Strube)/ Opløft Din Røst som en Basune oc kundgiør/ Mit Folck Deris ofver/ Trædelse ES. 58 [,1] Væ(!) mig/ om ieg icke prædicker/ Euangelium 1029«.

Korstole, fra o. 1500. I alt ti stole, fem i nord og fem i syd er opstillet i koret imellem de to østligste pillepar, på hver sin side af altertavlen, vinkelret på denne. Af stolenes overbygning, som har dannet væg mod sideskibene, er intet bevaret, men en rille i dækplankerne antyder tilstedeværelsen. Stoleryggenes nuværende øvre afslutning stammer hovedsagelig fra ny tid; De to pulte har delvis oprindelige gavle, og det ene pultbræt er ligeledes gammelt, mens resten er fornyet.

Stolene, der står på et forhøjet plankegulv. hvoraf halvdelen af nordsidens stammer fra 1800’rne, er opbygget efter den almindelige model kendt fra f.eks. Roskilde og Skælskør. De har gennemløbende dækplanker med fremspring over svungne armlæn beregnet til at støtte albuerne på, når gudstjenesten krævede, at kannikerne stod op. Til samme formål er der under sæderne anbragt konsoller (misericordier) formet som mandshoveder af forskelligt udseende. Vangerne har kvartcirkulære udsparinger til klapsæderne; herunder er der i forkanten et reliefskåret firblad og længere nede en ottekantet søjle. En tilsvarende bærer dækpladen; bag søjlerne findes en udskæring, og bag den øverste er der yderligere én, formet som et vindue hvori grenværk. Under den øvre søjle er forkanten trukket frem som håndstøtte i form af hoveder. Over ryglænenes dækplader sidder nu for størstedelen nyere, udsavet løvværk i fem felter svarende til stolenes antal; heraf er to i nord og to i syd gamle. Det bør noteres, at den østligste stol i begge sider er smallere end resten, et forhold som tydeligvis ikke er oprindeligt. Det skyldes muligvis, at stolene var beregnet til at stå et fag længere mod vest, hvor målene passer, dersom alle fem stole var lige brede. Den afvigende udformning af de tre østligste pillepar synes at bekræfte formodningen om et, i hvert fald fra begyndelsen planlagt større kor. Pultene er sammensat af dele fra meget forskellig tid, idet omtrent halvdelen af to af gavlene og det ene pultbræt er udført i senmiddelalderen, mens resten er af nyere dato, enten stammende fra stolenes nyopstilling og delvise fornyelse i 1880’erne eller fra begyndelsen af samme århundrede. På en tidlig skitse er kun markeret den endnu eksisterende pult i syd, hvis ælde fremgår af adskillige indskårne initialer og årstal, hvoriblandt »Io(h)annes Christophori Cimb: anno 1607«, »anno 1628 H Pavlvs Olai«, »Hans Iørgensen R 1643 3 May« og »L: B: 1783«. Den glatte gavl i øst og forpanelet er nye, men podiet, hvorpå pulten og stolene står, er gammelt. Det gælder også halvdelen af gavlen i vest, hvorom det i skrivelse til ministeriet hedder, at den kunne suppleres, hvilket også er sket. Samme forhold gælder vestgavlen på pulten i nord, men her er pultbrættet som nævnt nyt. De to våbener på gavlene er forskellige i fremstillingsmåden ved, at det i sydsiden er malet, mens nordsidens er reliefskåret. Selvom stafferingen kun i begrænset omfang er bevaret, synes våbenerne at kunne henføres til to Roskildebisper: Mod syd Johan Jepsen Ravensberg (1512) og mod nord hans efterfølger, Lage Urne.

Skriftestol, fra 1717, forarbejdet af snedker Just Henrich Ruedmuller. Stolen er 200 cm høj, 125 bred og 115 dyb. Forsidens låge, med oprindelige bukkehornsbeslag, flankeres af kannelerede, toskanske pilastre og har to fyldinger, den øverste med udsavede mønstre, som genfindes i sidepanelernes tilsvarende fyldinger. Stolen er malet med en lys grå farve og står i koret, bag altertavlen, op ad østvæggen.

Pengeblokken, fra 15-1600’rne, er hugget i en blok; den er ca. 75 cm høj og 36×30 cm foroven over de tre frie siders affasning. Der er pengeslids i det jerndækkede låg og låge i forsiden. Fem vandrette jernbånd løber rundt om blokken; desuden ses nederst på forsiden resterne af endnu et. Af disse har det øverste og det nederste hver en øsken på forsiden til en jernstang, som har sikret lågen sammen med de hængelåse, der hørte til de to øskener på siden i næstøverste og næstnederste bånd. Meget lys grå med sorte jernbånd. Opstillet ved sydsiden af nordrækkens femte pille.

Døre. Fra våbenhus til kirken. Fra 0.1500, næsten identisk med en nu forsvunden dør til sakristiet. Døren er sammensat af fem lodrette planker, som på den side, der vender mod skibet har to affasede revler hvorimellem kryds. På ydersiden er der oven på to gangjern pålagt rammeværk bestående af lodrette ramstykker og imellem dem diagonalt stillede eller vandrette stykker dekoreret med store sømhoveder. I det øvre bræt, som er afpasset efter døråbningen, er huljernssnit formet som rosetter. På ydersiden snoet dørring, af jern, på indersiden klinkefald. I skibets norddør.

Indgangsdør til våbenhuset. Fra 1500’rne. Den store dør består af fire lodrette planker, som på indersiden holdes sammen af to revler med kryds imellem. På ydersiden er slået ni vandrette planker, den øvre afpasset efter døråbningen og forsynet med tre meget vejrbidte, nu næsten helt borttærede karvsnitsrosetter og huljernsstik. Resten af plankerne har forskelligt formede udskæringer og er desuden forsynet med sømhoveder, som på dørens bagside er bøjet om. Her sidder også en stor lås, hvis låsehus af træ er formet som en firkantet planke, hvori » kører« en jernstang. På ydersiden glat, cirkulært nøgleblik af jern og et spinkelt håndgreb. På indersiden er døren brunmalet, udvendig står den ubehandlet

Seks hatteknager, tildannet af afbarkede grene. 1) I den ene indridset sammenskrevne initialer og årstal: »Anno MHS (eller HMS) 1710«. Rødmalet med cirkler konstrueret med en passer, hvis huller og cirkelslag står lyse. På sydsiden af femte pille i syd. 2-6) Af de udaterede sidder to på sydsiden af tredje og fjerde pille, mens de tre sidste er anbragt på sydvæggen.